. Ringen lå gemt

 

Aspekter af naturens cykliske forløb, lysets refleksioner i havets uophørligt skiftende overflade og kulturhistoriens spor i landskabet har animeret Anne Marie Egemose til i stiliserede former og farver at give sine tekstile bud på eksempelvis en nypløjet mark, en spirende afgrøde, snefald og gravhøje.

Anne Marie Egemose bruger gobelinvæven til sine bestillingsopgaver, men de selvvalgte opgaver møntet på udstillinger mm. bliver ofte skabt under friere forhold.

Til Smykkeskrin har hun således frembragt den store komposition Ringen lå gemt på et elektropatineret stålnet, der stråler som guld. I dette fintmaskede net har hun indvirket et væld af korte plisseringer i tyndt kobber, hvoraf nogle fremtræder i irrede, blågrønne toner, mens andre er forgyldte. Disse elementer danner tilsammen en gylden ring på en åben, blågrøn bund, der spiller sammen med skyggen på væggen bagved. Værket har sin pendant i en to år ældre komposition af samme format kaldet Solring, der ligeledes vises på udstillingen

Anne Christiansen,
afdelingschef og museumsinspektør, Fyns Kunstmuseum

ringen lå gemt

Ringen lå gemt 2003
180 x 180 cm. Galvaniseret net og blåpatineret kobberfolie.

Værk til udstillingen Smykkeskrin,
Fynske kunsthåndværkere med gæster på Fyns Kunstmuseum i 2003.

Udskriv!